Kære Danmark
Nu giver jeg efter et par måneders pauser lyd. Der har simpelthen være så meget knald på, at jeg ikke har kunnet finde tid og overskud til at få skrevet til Jer derhjemme.
Men intet nyt betyder vel godt nyt. Gør det ikke?
I dag, tirsdag den 28. Januar, er det fem måneder siden at vi ramte Helsingørs motorvej. Det er fem måneder siden, at jeg tog afsked med Jeppe, Far og Mor imens sommerfuglene fløj rundt i maven og lavede ballade. I denne anledning tog jeg mig også tid til at sidde og læse de blogindlæg igennem, som jeg skrev i det første stykke tid, hvilket viste sig at være skræmmende. Alt sammen føles som var det i går, og alligevel er det fem måneder siden. Og nu er der altså under fem måneder til at jeg vender næsen hjemad, hm…
Hvad har jeg oplevet? Hvad var godt? Hvad var ikke?
Det er utroligt at tænke over hvor meget jeg har oplevet, og hvor meget jeg har fået ud af denne her rejse indtil videre. Lige fra de første ti minutter jeg satte mine ben på amerikansk jord, oplevede jeg. Bare én dag efter jeg var ankommet, oplevede jeg Detroit. Første dag i skole oplevede jeg som forfærdelig og stressfuld. Jeg har oplevet, hvordan det er at deltage i High School Sports. Hvor seriøst skolen tager det. Jeg har oplevet at skulle balancere mellem musik og sport, hvilket jeg faktisk havde lært fra derhjemme. Jeg har oplevet de amerikanske helligdage som Thanksgiving og Christmas. Thanksgiving var super dejlig, Christmas var knapt så skøn. For det første fejrede de det d. 25. December, så jeg skulle vente en dag ekstra med at åbne alle de skønne pakker fra Danmark. For det andet, var det en kæmpe familie, som jeg skulle sidde med uden at kende en eneste, hvilket nu viste sig at være hyggeligt nok. For det tredje blev jeg syg på anden juledag, hvilket viste sig at skulle vare i to til tre uger. Så naturligvis blev nytårsaften heller ikke til nogen success, da jeg hverken kunne tænke eller tale på grund af hovedpine og halsbetændelse.
Nu hvor jeg er blevet rask, oplever jeg stadigvæk hele tiden. Jeg er begyndt at spille lige så meget saxofon som jeg gjorde i Danmark, hvis ikke mere. Jeg oplever, hvordan klassisk musik har mere betydning end rytmisk musik herovre i Michigan. Derfor er jeg naturligvis begyndt at spille klassisk og har kastet mig over et vildt svært stykke, 1. Sats af Darius Milhaud's Scaramouche. Som om det ikke skulle være nok, skal jeg spille konkurrence på lørdag den 1. Februar med Scaramouche, og jeg føler mig mere end klar. Jeg har fået lidt undervisning af bandlæreren, som har givet mig fif til at spille klassisk. Alt den klassiske musik betyder dog ikke, at jeg er holdt op med Jazzmusikken. Slet ikke! Jeg er startet i Jazzband/bigband, hvor jeg spiller tenorsax. Det er vildt sjovt, og det føles super skønt at spille Jazz igen og at improvisere.
Nu er der som sagt under fem måneder tilbage. It's sad, but true. Jeg kan ikke vente med at få det bedste ud af den sidste tid. Det tegner allerede rigtig godt. Dog glæder jeg mig til at se Jer alle igen meget snart i Danmark!
Jeg håber, at I alle har det skønt i Danmark, og at I nyder den danske "kulde". Herovre er det ekstremt koldt. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. I dag var jeg ikke i skole, da det var for koldt uden for til at det ville være forsvarligt at tage i skole. Ekstremt er det også med de mængder af sne vi har. Det er vildt sjovt i starten, men nu er jeg også ved at være godt træt af kulden…
Ha' det godt!
Glade hilsener
Asger!
Asger's Trip to the US
Hej alle sammen! Jeg rejser til USA d. 28. august og skal bruge mine næste 10 måneder derovre. Derfor opretter jeg denne her USA-blog, så Jer der har lyst kan følge med i mit liv som amerikaner. Jeg vil både poste tekst og billeder. Jeg skal bo og gå på high school i en lille by i Michigan, der hedder Alpena.
Tuesday, January 28, 2014
Saturday, November 23, 2013
En lille novemberhilsen fra US
Hej Danmark!
Jeg ved godt, at det måske lyder dumt, men jeg
har alligevel lyst til at spørge: Hvordan går det med Jer?
Mig? Jeg har det rigtig fedt her for tiden, og
jeg føler for alvor hvor fedt det egentlig er at være i USA. Jo selvfølgelig er
det hårdt, men hvis vi laver en liste over gode og dårlige ting, ville de gode
ting helt klart skinne igennem!
Min sidste uge?
Hm, for en uge siden havde jeg fødselsdag, og
dagen var egentlig meget afslappet. Jeg stod vel op ved en 10-11 tiden, og så
stod den bare på afslapning og hygge med min værtsbror, indtil klokken blev
tre, hvor min ven, Dorothea, som er en tysk udvekslingsstudent, kom over og var
med til at fejre mig og få et stykke kage eller to med. Om aftenen stod den på
middag på en lækker italiensk restaurant, som ligger omkring 30-40 minutter
væk, hvilket ikke er særligt langt væk for en amerikaner. En lækker omgang italiensk
mad lå stadig tungt i maven, da vi kom hjem fra restauranten, og jeg skulle nu
åbne de dejlige pakker, som jeg fik fra Danmark. Jeg havde været ved at gå ud
af mit gode skind over, da jeg har måttet vente i dag for at få lov til at åbne
dem… Det viste sig klart at være alt ventetiden værd:
En dejlig og Amerikansk fødselsdag. Én af dem,
som jeg vil huske et godt stykke tid endnu.
Ellers har denne uge været endnu en af de
korte med fridag i fredags, spørg mig ikke hvorfor. Torsdag aften var jeg til
fantastisk musical, som de lokale fra Alpena spillede. De spillede Beauty and
the Beast (Skønheden og Udyret). Det var ekstremt fascinerende at opleve så
dygtige og sjove skuespillere. Her er der altså noget, som de små hyggelige
byer kan. Jeg fik et billede sammen med en af mine gode venner, Dylan, som
spillede Lumiere (den levende lysestage). Han har et skuespillertalent, som er
ud over det sædvanelige – wauw:
Fredag var jo endnu en fridag, som jeg brugte
på at slappe af og komme mig over eksaminerne. Ja, eksaminerne. Da vores
skoleår er delt op i trimestre, er der altså eksaminer/finals efter hvert
trimester. Så en fri fredag gjorde bestemt ikke skade! Fredag aften bød på en
såkaldt ”Band Banquet”. Det var en middag, hvor vi fejrede, at marching band
sæsonen nu er ovre. Der blev holdt små kåringer, og jeg var så heldig at blive
kåret til bandets mest musikalske sammen med en anden fra bandet.
Lørdag brugte jeg med min danske ven, Emil
Cramon, som bor 25 miles væk, hvilket mere eller mindre er samme distance som
fra Helsingør til København. Super hyggelig og afslappet dag, hvor jeg endelig
fik mulighed for at snakke dansk i en helt dag, hvilket både var dejligt, men
mærkeligt, da jeg ikke har prøvet det i laaaaang tid. Om aftenen tog vi med en
af hans venner ind til Alpena igen og så en film i biografen. Biografen lå nede
i ”downtown”, som nu er blevet pyntet helt op til jul, hvilket ser super
hyggeligt ud. Næsten helt som på film. Ja, det er lige til at blive glad i
låget af. Især når der tilmed ligger sne på jorden. Men med sne kommer også
kulde, desværre. Lige nu er det altså -10 grader og det er november! Godt at jeg fik de mega uldne lange
underbukser af mormor og morfar!
Hm, nu er jeg vist løbet tør for ideer, så jeg
tror, at det var nok for denne omgang. Jeg savner Jer pisse meget, men på den
gode måde. Nu er en tredjedel af skoleåret gået, hvilket kan ses på en både
positiv og negativ måde… Det giver mig en følelse af, at I ikke er så langt væk
igen, men på den anden side er det skræmmende og trist. Det føles som at jeg
kun har været her i tre uger i stedet for tre måneder. Så jeg sidder altså også
lidt med en blandet følelse, men det skal der også være plads til. Når man oplever
det, som jeg gør, er det ekstremt vigtigt at give plads til alle følelser, men
samtidigt fortæller sig selv, at følelser kommer og går (endnu et råd fra min
evigt prædikende mor…)
Vi ses meget snart!
Asger
Wednesday, October 30, 2013
Forskelle og omvæltninger
Kære Jer derhjemme i Danmark
Nåh, nu er der så gået to måneder siden jeg forlod
Danmark. To måneder siden jeg forlod en kæmpe flok af dejlige venner med et
brag af en fest. To måneder siden jeg forlod min skønne familie. To måneder
siden jeg forlod min dejlige danske hverdag. Jeg har spurgt mig selv:
"Hvorfor ville jeg egentlig til USA?" Jeg kom derefter i tanke om, at
det blandt andet var fordi, jeg havde lyst til at udfordre mig selv (og for at
skride fra min dumme mor, som jeg slet ikke savner). Jeg kan fortælle Jer, at
det har eddermandeme været udfordrende på mange forskellige måder. Det har
været udfordrende hele tiden at være travl, hele tiden at skulle præstere og spille
fodbold hver dag. Når jeg tænker mig om, kommer jeg i tanke om det, der har været
det allersværeste; at skulle omstille sig til et helt andet land med helt andre
traditioner, måder, jokes osv. Et hav af omvæltninger har angrebet mig fra dag
ét. Men det har ikke fået mig ned med nakken!
Jeg har lavet en liste over alle de forskelle, jeg
kan komme i tanke om:
- En
ganske almindelig skoledag:
Skolen starter klokken 7.35 AM. Når klokken ringer, lyder en besked fra højtalerne: "Good morning everybody! Please stand up, face the flag and join me in the Pledge of Allegiance. I pledge allegiance to the flag of the United States of America blablabla..." Vi starter hver dag med en bøn. Det var én forskel. Der er mange flere. Bare vent og se... Generelt er skolesystemet helt anderledes og meget mere restriktivt. De går for eksempel meget op i karakterer og teste og quizzer og jeg ved ikke hvad. Hver gang vi er færdig med et emne har vi en test om det og vi har en quiz mere eller mindre hver anden uge. En quiz er ikke quiz som i "Hvem vil være millionær". Det er en minitest. Ti spørgsmål, som vi skal besvare. Quizzer og teste tæller for det meste af din karakter..... Det var to forskelle. Har jeg fortalt om hvordan det er med klasser? Der er ikke en fast klasse, som vi kender det herhjemme. Jeg har fem forskellige klasser med 25 forskellige klassekammerater i hver. Min sidste "klasse" er orkesteret, hvilket er pænt stort, så jeg kan stolt sige, at jeg har over 100 klassekammerater.
Hvis man skal på toilettet i timen, skal man spørge pænt, om man må tage hallway passet, så jeg ikke bliver set som ”absent”.
Skolen starter klokken 7.35 AM. Når klokken ringer, lyder en besked fra højtalerne: "Good morning everybody! Please stand up, face the flag and join me in the Pledge of Allegiance. I pledge allegiance to the flag of the United States of America blablabla..." Vi starter hver dag med en bøn. Det var én forskel. Der er mange flere. Bare vent og se... Generelt er skolesystemet helt anderledes og meget mere restriktivt. De går for eksempel meget op i karakterer og teste og quizzer og jeg ved ikke hvad. Hver gang vi er færdig med et emne har vi en test om det og vi har en quiz mere eller mindre hver anden uge. En quiz er ikke quiz som i "Hvem vil være millionær". Det er en minitest. Ti spørgsmål, som vi skal besvare. Quizzer og teste tæller for det meste af din karakter..... Det var to forskelle. Har jeg fortalt om hvordan det er med klasser? Der er ikke en fast klasse, som vi kender det herhjemme. Jeg har fem forskellige klasser med 25 forskellige klassekammerater i hver. Min sidste "klasse" er orkesteret, hvilket er pænt stort, så jeg kan stolt sige, at jeg har over 100 klassekammerater.
Hvis man skal på toilettet i timen, skal man spørge pænt, om man må tage hallway passet, så jeg ikke bliver set som ”absent”.
- Sport/aktiviteter:
I Danmark var jeg i mange år vant til at spille fodbold. Jeg husker, at der var træning to til tre gange om ugen og så en kamp i weekenden. Dengang jeg spillede, følte jeg at det godt nok var meget tid at bruge på fodbold. Det var ingenting i forhold til hvad det er herovre. Mens fodboldsæsonen kører, er der knald på. To timers træning hver dag direkte efter skole. Der var to og nogle gange tre kampe på én uge.
I Danmark var jeg i mange år vant til at spille fodbold. Jeg husker, at der var træning to til tre gange om ugen og så en kamp i weekenden. Dengang jeg spillede, følte jeg at det godt nok var meget tid at bruge på fodbold. Det var ingenting i forhold til hvad det er herovre. Mens fodboldsæsonen kører, er der knald på. To timers træning hver dag direkte efter skole. Der var to og nogle gange tre kampe på én uge.
- Især
var det hårdt at spille tre fodboldkampe på en uge når de, nogle gange, alle sammen
var udebanekampe. I Danmark syntes jeg, at det var en lang tur, hvis vi skulle
spille i Lyngby eller Gilleleje. Herovre er det meget normalt at køre to eller
tre timer for at komme til en skide fodboldkamp. Ja, det er tydeligt at mærke
USA’s kæmpe størrelse.
- Nu
vi taler om størrelse, så er Amerika kendt for at ting er større herovre. Det
kan jeg i den grad bekræfte. Supermarkeder, indkøbscentre, madportioner,
skolerne, husene. Jeg kunne blive ved. Selv køleskabet er større.
- Hver
dag går jeg til og fra skole. Det tager mig fem til ti minutter afhængig af
hvor træt eller travl jeg er. Jeg går igennem et klassisk amerikansk nabolag.
Jeg ser Stars and Stripes over det hele. Sådan føles det i hvert fald, når man
kommer fra et land, hvor man for det meste flager på fødselsdage eller andre
særlige lejligheder. Og når vi flager i Danmark er det som regel i haven.
Herovre er det lige ud til vejen.
- Ja,
selv vejen er anderledes. Gule vejstriber og et andet trafiksystem. Dog kører
vi ikke i venstre side, heldigvis…
- Når
det kommer til sociale medier er der endda forskel. Forskel på hvordan vi
anvender dem. For eksempel Facebook. De statusopdaterer meget mere i forhold
til os danskere. De bruger det lidt ligesom Twitter, hvilket også lige er ti
gange større i USA, hvis ikke større end Facebook.
De bruger også Facebook til at søge oplysninger om folk, og de tror på alt det fis, der står om os danskere under profiloplysninger. For eksempel var der i starten en del, der troede at jeg var til mænd, fordi VISSE personer i Danmark har været inde og ændre noget på min facebookprofil. Jeg måtte derfor forklare forskellige personer, at det bare var en joke, og at vi i Danmark ikke tager Facebook så seriøst igen. En lille lærerstreg til mig og mine danske venner.
De bruger også Facebook til at søge oplysninger om folk, og de tror på alt det fis, der står om os danskere under profiloplysninger. For eksempel var der i starten en del, der troede at jeg var til mænd, fordi VISSE personer i Danmark har været inde og ændre noget på min facebookprofil. Jeg måtte derfor forklare forskellige personer, at det bare var en joke, og at vi i Danmark ikke tager Facebook så seriøst igen. En lille lærerstreg til mig og mine danske venner.
Jeg kunne blive ved, men
jeg må hellere holde inde nu…
Tirsdag aften, var jeg til
soccer banquet, hvilket er en slags afskedsmiddag, hvor der bliver holdt tale
for spillerne, og hvor der bliver uddelt priser. Jeg var så heldig at for en
pris, der hedder: ”Rookie of the Year”. Den bedste førsteårs varsity soccer
player.
De gav mig også et billede
af Gordon og mig fra Senior Night.
Nåh, det blev lidt af en længere historie. Jeg
håber, at I bærer over med mig. Vi ses meget snart…
Tænker på Jer!
Bedste hilsener/Warm
regards
Asger
Gordon og mig til Seniors Night
Rookie of the year
Sunday, October 20, 2013
Næsten to måneder gået
Hej alle Jer derhjemme
Hvordan har I det? Jeg håber, at I har det godt, og at I nyder det danske efterår. Jeg savner godt nok Jer og det danske efterår meget, selvom det amerikanske heller ikke er værst.
Tiden går godt nok stærkt og der er allerede snart gået to måneder. To måneder fuld af travlhed og hverdagsliv.
Fodboldsæsonen er nu slut, hvilket er meget rart. Nu har jeg mere fritid, og jeg håber på, at jeg nu kan få mere gang i musikken. Næste weekend skal jeg til audition til Michigans All State band, hvor det er de bedste i Michigan der kommer til at spille i bandet.
I denne her uge har jeg ligget syg med en masse hoste, og jeg endte med at ryge på noget antibiotika, hvilket jeg stoppede med i går. Jeg tog et billede af min sidste pille, som jeg deler med Jer. Jeg tog den på en McDonalds (what a big surprise).
I går kørte vi fire timer for at se en football kamp. Vi kom ind på et stadion, med over 70000 mennesker. Pænt stor oplevelse, især da vores hold vandt. Jeg fik taget et billede af mig og min hostfar, som jeg også deler med Jer.
Derudover deler jeg et billede af min værtsbror og mig foran en statue af Thomas Edison.
Varme tanker fra US!
Best regards
Saturday, September 7, 2013
Min første uge med High School
Hej Danmark
Jeg håber I har det godt!
Det har jeg i hvert fald. Lige nu sidder jeg i sofaen. Det er lørdag aften. Jeg
lytter til musik og har en ispose på mit venstre lår, hvilket jeg nok skal
komme ind på. Først vil jeg dog skrive om mine første dage i amerikansk skole.
Det er tirsdag morgen.
Klokken er 6.00 AM, da mit vækkeur giver lyd. Jeg står op, tager et
"hurtigt" bad, spiser morgenmad mens jeg fjæsboger den. Pludselig
slår klokken 7.10 og det er tid til at gå til skole.
Mit skoleskema så således
ud:
Algebra 2
German 2
Social Issues
PED (idræt)
Symph band.
Jeg
ankom derfor til Algebra 2, hvilket er matematik på et helt andet sprog. Helt
andre udtryk. Det er nogle helt andre ting, de lærer. På en helt anden måde.
Jeg sad derfor til første matematiktime og følte mig vildt dum. Efter en svær
og underlig matematiktime tog jeg videre til en dobbelt så underlig tysktime -
et tyskhold, der har haft tysk hver dag i to år og stadigvæk var ved at lære at
præsentere sig selv og synge sange. At min tysklærer havde en ærkeamerikansk
accent hjalp heller ikke just på problemet. Fra tysk til et mere interessant
emne; social issues, hvilket jeg efterhånden har set mig mest glad for.
Spændende emner. Rar lærer og flinke elever.
I har
sikkert set på film hvordan frokost på en high school foregår. Man køber mad,
man står og kigger på alle eleverne, som sidder og snakker med vennerne. Man
ved ikke, hvor man skal sidde. Det er PRÆCIS lige sådan i virkeligheden. Pisse
skræmmende. Du står og er rædselslagen indtil en gruppe piger eller drenge
spørger, om du vil sidde med, og selvfølgelig svarer du: "Sure!
Thanks."
Fra
"lunch time" til PED og videre til Symph Band. Jeg gik ind i
bandrummet og kom ind til et kæmpe orkester med ti saxofoner, 8 basuner, en
masse trompeter osv. De var i gang med at øve op til fredagens hjemme football
kamp, hvor de skulle marchere og spille Earth Wind & Fire's In the Stone.
Oven på
en hård skoledag med en masse informationer og papirer kunne jeg godt bruge en
mega slapper. Det var så ikke lige det, der skulle ske. Nej, jeg skulle nemlig
spille kamp med fodboldholdet (soccer) om eftermiddagen/aftenen. Jeg kom hjem
klokken halv ti efter et 3-0 nederlag til Traverse City, hvilket er Michigans
Manchester United.
Onsdagens skoledag gik
næsten lige så. Der var fodboldtræning klokken 3 og skolen slutter klokken
2.30. Jeg skyndte mig derfor hjem, skiftede til fodboldtøj og tog videre til to
timers fodboldtræning og en halv times yoga. Ja, I læste rigtigt. Yoga.
Fodboldholdet får gratis yoga for at samle tankerne og for at strække ud.
AWESOME! Det er sådan, at der for det meste er timers fodboldtræning mandag,
onsdag og fredag. Der er fodboldkampe tirsdag og torsdag. Så ja, fodbold HVER
dag, og det er for fedt, men også meget hårdt og udmattende.
Torsdag var en speciel dag.
Matematikken gik bedre og bedre. Jeg kunne nå forstå mere og mere. Efter PED
blev jeg bedt om at komme op fra omklædningsrummet og snakke med en pige. Jeg
havde ingen anelse om, hvem det kunne være. Jeg skyndte mig at hoppe i mit normale
kluns, og jeg forlod omklædningsrummet med brystet skudt frem og et selvsikkert
smil på læben. Jeg kom så op af omklædningsrummet og blev modtaget af Mrs.
Werth (min vejleder på skolen) og en lyshåret pige. Ikke blot en lyshåret pige.
En lyshåret, dansk pige ved navn Cecilie. Der går altså en anden dansker på min
skole, og det er mega fedt! Jeg skulle bruge min Symph Band time på at sidde og
snakke med Cecilie og lære hende at kende, fik jeg at vide af Mrs. Werth.
Senere
på dagen fik jeg at vide at jeg fredag aften skulle marchere med orkesteret.
Jeg skulle ikke blot marchere. Jeg skulle marchere mens jeg spillede basun.
"Jeg spiller da ikke basun!?" sagde jeg spørgende til band læreren,
og fik at vide, at jeg bare skulle lade som om jeg spillede. Sjovt, tænkte jeg
og grinte og gik udenfor og lærte at marchere. Spørgsmålet er nu bare,
hvor længe det kommer til at være sådan…
Torsdag
aften var der fodboldkamp igen. Jeg startede inde. Jeg sprudlede af selvtillid.
Vi SKULLE vinde kampen. I anden halveg modtog jeg en stikning, satte en
forsvarsspiller af og lagde bolden i nettet. 4-0 stod den nu og stadionet
lettede.
Efter
en 6-0 sejr blev jeg kørt hjem af en af holdkammeraterne, mens vi havde skruet
helt op for Macklemore's Thrift Shop. Den fedeste følelse. Følelsen af sejr.
Følelsen af at score mål. Følelsen af succes.
Jeg gik glad i seng og
vågnede glad op fredag morgen. Euforien sad stadig i kroppen på mig. Jeg kom i
skole til en glad matematiklærer, som tog imod mig i største stil og storroste
mit mål fra aftenen før. Fredag var nok den travleste dag i hele ugen. Skole
fra 7.30 - 14.30. Fodboldtræning 15.00 - 17.30. Træningen skulle have været den
rare behagelige træning. Jeg var dog uheldig i en spurt lige pludselig at føle
en forfærdelig smerte. Jeg ved ikke endnu, hvad det er. Derfor sidder jeg med
is lige nu. Og derfor haltede jeg over til forberedelsen af football kampen
lige efter træning. Jeg kom først hjem klokken halv ti om aftenen. Jeg havde
altså været i gang fra 7.30 - 21.30 uden pause eller afslapning. Det var derfor
på hovedet i kassen efter aftensmaden.
Nu er det lørdag. Jeg nyder
en tiltrængt weekend. I morgen skal jeg "spille" til en parade til
noget festival.
Jeg har det godt. Det har været en hård og
travl uge, men det bliver bedre og bedre eftersom jeg vænner mig mere og mere
til tingene. Jeg holder mig optimistisk og holder hovedet højt mod næste uges
udfordringer!
Ha' det godt!
Varme tanker og best
regards...
Saturday, August 31, 2013
Min afrejse og første dag.
Hej Danmark!
Jeg laver endelig en blog, så Jer derhjemme kan
følge med i mit liv som udvekslingsstudent - hvis altså I gider - og for at
have et sted at parkere mine indtryk og følelser, så jeg ikke bliver helt ør i
hovedet.
Jeg synes, at mit første indlæg skal handle om min
lange, men hyggelige afrejse til US:
Den længe ventede tur til USA startede allerede
onsdag morgen klokken 2 AM, da min mor, bror og far forlod huset på Gl.
Hellebækvej og vente næsen mod Kastrup lufthavn. Aftenen inden havde vi alle
sammen siddet i sofaen i en sygt underlig tilstand, mens vi sad og så Anden på
Coke, så vi ikke skulle sidde og være totalt nede, tværtimod... Benet
stressede, sommerfuglene fløj rundt i maven og tanker kørte derudad med 200
kilometer i timen lige indtil vi var ud af huset og ramte Helsingørmotorvejen.
Det var som om, at alle negative tanker og følelser blev parkeret. Adrenalinen
pumpede rundt i kroppen på mig, selvom jeg var rædselslagen. Jeg var tændt og
klar på det hele, og det kunne kun gå for langsomt.
Da vi ankom i lufthavnen,
stødte vi på en anden udvekslingsstudent og hendes familie. Vi må åbenbart have
været i vildt god tid. Efterhånden som tiden skred frem og flere og flere
udvekslingsstudenter dukkede op med deres familier, vågnede sommerfuglene op
igen, og jeg var rent følelsesmæssigt tilbage, hvor jeg begyndte i stuen. Med
rystende hænder og et usikkert glimt i øjet hilste jeg på de andre
udvekslingsstudenter og prøvede på at parkere skræktankerne igen. Det gik ret
godt.
Klokken 3:30 var tidspunktet
kommet, hvor jeg skulle tage afsked med Jeppe, mor og far, hvilket ikke var
sååååå slemt, som jeg troede. Heldigvis. Jeg ville ikke kunne klare en
ulykkelig afsked fuld af tårer fra alle parter.
”I’m very
sorry, but we have to wait for four hours before we can go to the hotel. We
have to wait for two Korean girls…”
Vi havde ventet i fire timer i Washington lufthavn og glædet os til at kunne kaste os i vores hotelsenge med det samme, men sådan var det åbenbart ikke. Vi skulle altså vente i fire timer i Minneapolis lufthavn før vi kunne komme over på vores hotel.
Vi havde ventet i fire timer i Washington lufthavn og glædet os til at kunne kaste os i vores hotelsenge med det samme, men sådan var det åbenbart ikke. Vi skulle altså vente i fire timer i Minneapolis lufthavn før vi kunne komme over på vores hotel.
(Det skal siges, at når jeg siger vi, snakker jeg
om en anden dansker, jeg rejste med. En ekstrem flink gut fra Jylland ved navn
Emil Cramon).
Da de to
koreanske ”piger” så ankom, viste det sig at være en dreng og en pige. Det
betød at vi skulle være tre drenge om et hotelværelse; to halvandenmandssenge.
Emil og jeg skulle altså dele den ene. SUPER hyggeligt.
Jeg ankom dagen efter klokken 12.29 lokal tid. Det
vil sige 18.29 i DK. Jeg havde altså rejst i 40 timer! Jeg havde naturligvis
jetlag og jeg var i følelsesmæssig ubalance. Det ene øjeblik kunne jeg hoppe og
danse af glæde. Det andet øjeblik sad jeg på værelset og kneb en tåre.
Allerede
klokken 14 skulle jeg over på min high school og vælge fag. Det er totalt
amerikansk! Jeg har endda fået mit eget skab. How cool is that?!
Efter to lange og spændende dage var det endelig
tid til at sove. Alene. I min egen seng. Den nat sov jeg 12 timer og jeg har
været positivt indstillet siden. Min værtsfar, Gordon, er en super flink fyr,
som sprudler af godt humør og humor. 10 måneder med ham bliver IKKE kedelige.
Min japanske udvekslingsbror og jeg ser ud til at
trives ret godt sammen. Vi har begge to musikken til fælles – han synger og
spiller saxofon. Kunne ikke være bedre!
Så i det korte og det lange vil jeg bare sige, at
jeg er i live, og at jeg har det godt!
I hører snart fra mig igen!
Ha’ det godt i DK.
Vi ses
Vi ses
PS. Jeg vedhæfter et billede fra lufthavnen af Emil
og mig.
Subscribe to:
Posts (Atom)