Tuesday, January 28, 2014

Fem Måneder Gået

Kære Danmark


Nu giver jeg efter et par måneders pauser lyd. Der har simpelthen være så meget knald på, at jeg ikke har kunnet finde tid og overskud til at få skrevet til Jer derhjemme.
Men intet nyt betyder vel godt nyt. Gør det ikke?


     I dag, tirsdag den 28. Januar, er det fem måneder siden at vi ramte Helsingørs motorvej. Det er fem måneder siden, at jeg tog afsked med Jeppe, Far og Mor imens sommerfuglene fløj rundt i maven og lavede ballade. I denne anledning tog jeg mig også tid til at sidde og læse de blogindlæg igennem, som jeg skrev i det første stykke tid, hvilket viste sig at være skræmmende. Alt sammen føles som var det i går, og alligevel er det fem måneder siden. Og nu er der altså under fem måneder til at jeg vender næsen hjemad, hm… 

     
     Hvad har jeg oplevet? Hvad var godt? Hvad var ikke? 
Det er utroligt at tænke over hvor meget jeg har oplevet, og hvor meget jeg har fået ud af denne her rejse indtil videre. Lige fra de første ti minutter jeg satte mine ben på amerikansk jord, oplevede jeg. Bare én dag efter jeg var ankommet, oplevede jeg Detroit. Første dag i skole oplevede jeg som forfærdelig og stressfuld. Jeg har oplevet, hvordan det er at deltage i High School Sports. Hvor seriøst skolen tager det. Jeg har oplevet at skulle balancere mellem musik og sport, hvilket jeg faktisk havde lært fra derhjemme. Jeg har oplevet de amerikanske helligdage som Thanksgiving og Christmas. Thanksgiving var super dejlig, Christmas var knapt så skøn. For det første fejrede de det d. 25. December, så jeg skulle vente en dag ekstra med at åbne alle de skønne pakker fra Danmark. For det andet, var det en kæmpe familie, som jeg skulle sidde med uden at kende en eneste, hvilket nu viste sig at være hyggeligt nok. For det tredje blev jeg syg på anden juledag, hvilket viste sig at skulle vare i to til tre uger. Så naturligvis blev nytårsaften heller ikke til nogen success, da jeg hverken kunne tænke eller tale på grund af hovedpine og halsbetændelse.
     Nu hvor jeg er blevet rask, oplever jeg stadigvæk hele tiden. Jeg er begyndt at spille lige så meget saxofon som jeg gjorde i Danmark, hvis ikke mere. Jeg oplever, hvordan klassisk musik har mere betydning end rytmisk musik herovre i Michigan. Derfor er jeg naturligvis begyndt at spille klassisk og har kastet mig over et vildt svært stykke, 1. Sats af Darius Milhaud's Scaramouche. Som om det ikke skulle være nok, skal jeg spille konkurrence på lørdag den 1. Februar med Scaramouche, og jeg føler mig mere end klar. Jeg har fået lidt undervisning af bandlæreren, som har givet mig fif til at spille klassisk. Alt den klassiske musik betyder dog ikke, at jeg er holdt op med Jazzmusikken. Slet ikke! Jeg er startet i Jazzband/bigband, hvor jeg spiller tenorsax. Det er vildt sjovt, og det føles super skønt at spille Jazz igen og at improvisere.


     Nu er der som sagt under fem måneder tilbage. It's sad, but true. Jeg kan ikke vente med at få det bedste ud af den sidste tid. Det tegner allerede rigtig godt. Dog glæder jeg mig til at se Jer alle igen meget snart i Danmark! 
Jeg håber, at I alle har det skønt i Danmark, og at I nyder den danske "kulde". Herovre er det ekstremt koldt. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. I dag var jeg ikke i skole, da det var for koldt uden for til at det ville være forsvarligt at tage i skole. Ekstremt er det også med de mængder af sne vi har. Det er vildt sjovt i starten, men nu er jeg også ved at være godt træt af kulden… 


Ha' det godt!


Glade hilsener 


Asger!

No comments:

Post a Comment