Saturday, November 23, 2013

En lille novemberhilsen fra US

Hej Danmark!

Jeg ved godt, at det måske lyder dumt, men jeg har alligevel lyst til at spørge: Hvordan går det med Jer?

Mig? Jeg har det rigtig fedt her for tiden, og jeg føler for alvor hvor fedt det egentlig er at være i USA. Jo selvfølgelig er det hårdt, men hvis vi laver en liste over gode og dårlige ting, ville de gode ting helt klart skinne igennem!

Min sidste uge?
Hm, for en uge siden havde jeg fødselsdag, og dagen var egentlig meget afslappet. Jeg stod vel op ved en 10-11 tiden, og så stod den bare på afslapning og hygge med min værtsbror, indtil klokken blev tre, hvor min ven, Dorothea, som er en tysk udvekslingsstudent, kom over og var med til at fejre mig og få et stykke kage eller to med. Om aftenen stod den på middag på en lækker italiensk restaurant, som ligger omkring 30-40 minutter væk, hvilket ikke er særligt langt væk for en amerikaner. En lækker omgang italiensk mad lå stadig tungt i maven, da vi kom hjem fra restauranten, og jeg skulle nu åbne de dejlige pakker, som jeg fik fra Danmark. Jeg havde været ved at gå ud af mit gode skind over, da jeg har måttet vente i dag for at få lov til at åbne dem… Det viste sig klart at være alt ventetiden værd:


En dejlig og Amerikansk fødselsdag. Én af dem, som jeg vil huske et godt stykke tid endnu.
Ellers har denne uge været endnu en af de korte med fridag i fredags, spørg mig ikke hvorfor. Torsdag aften var jeg til fantastisk musical, som de lokale fra Alpena spillede. De spillede Beauty and the Beast (Skønheden og Udyret). Det var ekstremt fascinerende at opleve så dygtige og sjove skuespillere. Her er der altså noget, som de små hyggelige byer kan. Jeg fik et billede sammen med en af mine gode venner, Dylan, som spillede Lumiere (den levende lysestage). Han har et skuespillertalent, som er ud over det sædvanelige – wauw:



Fredag var jo endnu en fridag, som jeg brugte på at slappe af og komme mig over eksaminerne. Ja, eksaminerne. Da vores skoleår er delt op i trimestre, er der altså eksaminer/finals efter hvert trimester. Så en fri fredag gjorde bestemt ikke skade! Fredag aften bød på en såkaldt ”Band Banquet”. Det var en middag, hvor vi fejrede, at marching band sæsonen nu er ovre. Der blev holdt små kåringer, og jeg var så heldig at blive kåret til bandets mest musikalske sammen med en anden fra bandet.

Lørdag brugte jeg med min danske ven, Emil Cramon, som bor 25 miles væk, hvilket mere eller mindre er samme distance som fra Helsingør til København. Super hyggelig og afslappet dag, hvor jeg endelig fik mulighed for at snakke dansk i en helt dag, hvilket både var dejligt, men mærkeligt, da jeg ikke har prøvet det i laaaaang tid. Om aftenen tog vi med en af hans venner ind til Alpena igen og så en film i biografen. Biografen lå nede i ”downtown”, som nu er blevet pyntet helt op til jul, hvilket ser super hyggeligt ud. Næsten helt som på film. Ja, det er lige til at blive glad i låget af. Især når der tilmed ligger sne på jorden. Men med sne kommer også kulde, desværre. Lige nu er det altså -10 grader og det er november!  Godt at jeg fik de mega uldne lange underbukser af mormor og morfar!

Hm, nu er jeg vist løbet tør for ideer, så jeg tror, at det var nok for denne omgang. Jeg savner Jer pisse meget, men på den gode måde. Nu er en tredjedel af skoleåret gået, hvilket kan ses på en både positiv og negativ måde… Det giver mig en følelse af, at I ikke er så langt væk igen, men på den anden side er det skræmmende og trist. Det føles som at jeg kun har været her i tre uger i stedet for tre måneder. Så jeg sidder altså også lidt med en blandet følelse, men det skal der også være plads til. Når man oplever det, som jeg gør, er det ekstremt vigtigt at give plads til alle følelser, men samtidigt fortæller sig selv, at følelser kommer og går (endnu et råd fra min evigt prædikende mor…)

Vi ses meget snart!

Asger

Wednesday, October 30, 2013

Forskelle og omvæltninger

Kære Jer derhjemme i Danmark

Nåh, nu er der så gået to måneder siden jeg forlod Danmark. To måneder siden jeg forlod en kæmpe flok af dejlige venner med et brag af en fest. To måneder siden jeg forlod min skønne familie. To måneder siden jeg forlod min dejlige danske hverdag. Jeg har spurgt mig selv: "Hvorfor ville jeg egentlig til USA?" Jeg kom derefter i tanke om, at det blandt andet var fordi, jeg havde lyst til at udfordre mig selv (og for at skride fra min dumme mor, som jeg slet ikke savner). Jeg kan fortælle Jer, at det har eddermandeme været udfordrende på mange forskellige måder. Det har været udfordrende hele tiden at være travl, hele tiden at skulle præstere og spille fodbold hver dag. Når jeg tænker mig om, kommer jeg i tanke om det, der har været det allersværeste; at skulle omstille sig til et helt andet land med helt andre traditioner, måder, jokes osv. Et hav af omvæltninger har angrebet mig fra dag ét. Men det har ikke fået mig ned med nakken! 

Jeg har lavet en liste over alle de forskelle, jeg kan komme i tanke om:
-       En ganske almindelig skoledag:
Skolen starter klokken 7.35 AM. Når klokken ringer, lyder en besked fra højtalerne: "Good morning everybody! Please stand up, face the flag and join me in the Pledge of Allegiance. I pledge allegiance to the flag of the United States of America blablabla..." Vi starter hver dag med en bøn. Det var én forskel. Der er mange flere. Bare vent og se... Generelt er skolesystemet helt anderledes og meget mere restriktivt. De går for eksempel meget op i karakterer og teste og quizzer og jeg ved ikke hvad. Hver gang vi er færdig med et emne har vi en test om det og vi har en quiz mere eller mindre hver anden uge. En quiz er ikke quiz som i "Hvem vil være millionær". Det er en minitest. Ti spørgsmål, som vi skal besvare. Quizzer og teste tæller for det meste af din karakter..... Det var to forskelle. Har jeg fortalt om hvordan det er med klasser? Der er ikke en fast klasse, som vi kender det herhjemme. Jeg har fem forskellige klasser med 25 forskellige klassekammerater i hver. Min sidste "klasse" er orkesteret, hvilket er pænt stort, så jeg kan stolt sige, at jeg har over 100 klassekammerater.
Hvis man skal på toilettet i timen, skal man spørge pænt, om man må tage hallway passet, så jeg ikke bliver set som ”absent”.
-       Sport/aktiviteter:
I Danmark var jeg i mange år vant til at spille fodbold. Jeg husker, at der var træning to til tre gange om ugen og så en kamp i weekenden. Dengang jeg spillede, følte jeg at det godt nok var meget tid at bruge på fodbold. Det var ingenting i forhold til hvad det er herovre. Mens fodboldsæsonen kører, er der knald på. To timers træning hver dag direkte efter skole. Der var to og nogle gange tre kampe på én uge.
-       Især var det hårdt at spille tre fodboldkampe på en uge når de, nogle gange, alle sammen var udebanekampe. I Danmark syntes jeg, at det var en lang tur, hvis vi skulle spille i Lyngby eller Gilleleje. Herovre er det meget normalt at køre to eller tre timer for at komme til en skide fodboldkamp. Ja, det er tydeligt at mærke USA’s kæmpe størrelse.
-       Nu vi taler om størrelse, så er Amerika kendt for at ting er større herovre. Det kan jeg i den grad bekræfte. Supermarkeder, indkøbscentre, madportioner, skolerne, husene. Jeg kunne blive ved. Selv køleskabet er større.
-       Hver dag går jeg til og fra skole. Det tager mig fem til ti minutter afhængig af hvor træt eller travl jeg er. Jeg går igennem et klassisk amerikansk nabolag. Jeg ser Stars and Stripes over det hele. Sådan føles det i hvert fald, når man kommer fra et land, hvor man for det meste flager på fødselsdage eller andre særlige lejligheder. Og når vi flager i Danmark er det som regel i haven. Herovre er det lige ud til vejen.
-       Ja, selv vejen er anderledes. Gule vejstriber og et andet trafiksystem. Dog kører vi ikke i venstre side, heldigvis…
-       Når det kommer til sociale medier er der endda forskel. Forskel på hvordan vi anvender dem. For eksempel Facebook. De statusopdaterer meget mere i forhold til os danskere. De bruger det lidt ligesom Twitter, hvilket også lige er ti gange større i USA, hvis ikke større end Facebook.
De bruger også Facebook til at søge oplysninger om folk, og de tror på alt det fis, der står om os danskere under profiloplysninger. For eksempel var der i starten en del, der troede at jeg var til mænd, fordi VISSE personer i Danmark har været inde og ændre noget på min facebookprofil. Jeg måtte derfor forklare forskellige personer, at det bare var en joke, og at vi i Danmark ikke tager Facebook så seriøst igen. En lille lærerstreg til mig og mine danske venner.

Jeg kunne blive ved, men jeg må hellere holde inde nu…
Tirsdag aften, var jeg til soccer banquet, hvilket er en slags afskedsmiddag, hvor der bliver holdt tale for spillerne, og hvor der bliver uddelt priser. Jeg var så heldig at for en pris, der hedder: ”Rookie of the Year”. Den bedste førsteårs varsity soccer player.
De gav mig også et billede af Gordon og mig fra Senior Night.
Nåh, det blev lidt af en længere historie. Jeg håber, at I bærer over med mig. Vi ses meget snart…

Tænker på Jer!

Bedste hilsener/Warm regards

Asger

   Gordon og mig til Seniors Night

Rookie of the year

Sunday, October 20, 2013

Næsten to måneder gået


Hej alle Jer derhjemme

Hvordan har I det? Jeg håber, at I har det godt, og at I nyder det danske efterår. Jeg savner godt nok Jer og det danske efterår meget, selvom det amerikanske heller ikke er værst.
Tiden går godt nok stærkt og der er allerede snart gået to måneder. To måneder fuld af travlhed og hverdagsliv.
Fodboldsæsonen er nu slut, hvilket er meget rart. Nu har jeg mere fritid, og jeg håber på, at jeg nu kan få mere gang i musikken. Næste weekend skal jeg til audition til Michigans All State band, hvor det er de bedste i Michigan der kommer til at spille i bandet.
I denne her uge har jeg ligget syg med en masse hoste, og jeg endte med at ryge på noget antibiotika, hvilket jeg stoppede med i går. Jeg tog et billede af min sidste pille, som jeg deler med Jer. Jeg tog den på en McDonalds (what a big surprise).
I går kørte vi fire timer for at se en football kamp. Vi kom ind på et stadion, med over 70000 mennesker. Pænt stor oplevelse, især da vores hold vandt. Jeg fik taget et billede af mig og min hostfar, som jeg også deler med Jer.
Derudover deler jeg et billede af min værtsbror og mig foran en statue af Thomas Edison.

Varme tanker fra US!
Best regards







Saturday, September 7, 2013

Min første uge med High School


Hej Danmark

Jeg håber I har det godt! Det har jeg i hvert fald. Lige nu sidder jeg i sofaen. Det er lørdag aften. Jeg lytter til musik og har en ispose på mit venstre lår, hvilket jeg nok skal komme ind på. Først vil jeg dog skrive om mine første dage i amerikansk skole.

Det er tirsdag morgen. Klokken er 6.00 AM, da mit vækkeur giver lyd. Jeg står op, tager et "hurtigt" bad, spiser morgenmad mens jeg fjæsboger den. Pludselig slår klokken 7.10 og det er tid til at gå til skole. 
Mit skoleskema så således ud:
Algebra 2
German 2
Social Issues
PED (idræt)
Symph band.
     Jeg ankom derfor til Algebra 2, hvilket er matematik på et helt andet sprog. Helt andre udtryk. Det er nogle helt andre ting, de lærer. På en helt anden måde. Jeg sad derfor til første matematiktime og følte mig vildt dum. Efter en svær og underlig matematiktime tog jeg videre til en dobbelt så underlig tysktime - et tyskhold, der har haft tysk hver dag i to år og stadigvæk var ved at lære at præsentere sig selv og synge sange. At min tysklærer havde en ærkeamerikansk accent hjalp heller ikke just på problemet. Fra tysk til et mere interessant emne; social issues, hvilket jeg efterhånden har set mig mest glad for. Spændende emner. Rar lærer og flinke elever. 
     I har sikkert set på film hvordan frokost på en high school foregår. Man køber mad, man står og kigger på alle eleverne, som sidder og snakker med vennerne. Man ved ikke, hvor man skal sidde. Det er PRÆCIS lige sådan i virkeligheden. Pisse skræmmende. Du står og er rædselslagen indtil en gruppe piger eller drenge spørger, om du vil sidde med, og selvfølgelig svarer du: "Sure! Thanks."
     Fra "lunch time" til PED og videre til Symph Band. Jeg gik ind i bandrummet og kom ind til et kæmpe orkester med ti saxofoner, 8 basuner, en masse trompeter osv. De var i gang med at øve op til fredagens hjemme football kamp, hvor de skulle marchere og spille Earth Wind & Fire's In the Stone.
     Oven på en hård skoledag med en masse informationer og papirer kunne jeg godt bruge en mega slapper. Det var så ikke lige det, der skulle ske. Nej, jeg skulle nemlig spille kamp med fodboldholdet (soccer) om eftermiddagen/aftenen. Jeg kom hjem klokken halv ti efter et 3-0 nederlag til Traverse City, hvilket er Michigans Manchester United.

Onsdagens skoledag gik næsten lige så. Der var fodboldtræning klokken 3 og skolen slutter klokken 2.30. Jeg skyndte mig derfor hjem, skiftede til fodboldtøj og tog videre til to timers fodboldtræning og en halv times yoga. Ja, I læste rigtigt. Yoga. Fodboldholdet får gratis yoga for at samle tankerne og for at strække ud. AWESOME! Det er sådan, at der for det meste er timers fodboldtræning mandag, onsdag og fredag. Der er fodboldkampe tirsdag og torsdag. Så ja, fodbold HVER dag, og det er for fedt, men også meget hårdt og udmattende.

Torsdag var en speciel dag. Matematikken gik bedre og bedre. Jeg kunne nå forstå mere og mere. Efter PED blev jeg bedt om at komme op fra omklædningsrummet og snakke med en pige. Jeg havde ingen anelse om, hvem det kunne være. Jeg skyndte mig at hoppe i mit normale kluns, og jeg forlod omklædningsrummet med brystet skudt frem og et selvsikkert smil på læben. Jeg kom så op af omklædningsrummet og blev modtaget af Mrs. Werth (min vejleder på skolen) og en lyshåret pige. Ikke blot en lyshåret pige. En lyshåret, dansk pige ved navn Cecilie. Der går altså en anden dansker på min skole, og det er mega fedt! Jeg skulle bruge min Symph Band time på at sidde og snakke med Cecilie og lære hende at kende, fik jeg at vide af Mrs. Werth.
     Senere på dagen fik jeg at vide at jeg fredag aften skulle marchere med orkesteret. Jeg skulle ikke blot marchere. Jeg skulle marchere mens jeg spillede basun. "Jeg spiller da ikke basun!?" sagde jeg spørgende til band læreren, og fik at vide, at jeg bare skulle lade som om jeg spillede. Sjovt, tænkte jeg og grinte  og gik udenfor og lærte at marchere. Spørgsmålet er nu bare, hvor længe det kommer til at være sådan…
     Torsdag aften var der fodboldkamp igen. Jeg startede inde. Jeg sprudlede af selvtillid. Vi SKULLE vinde kampen. I anden halveg modtog jeg en stikning, satte en forsvarsspiller af og lagde bolden i nettet. 4-0 stod den nu og stadionet lettede. 
     Efter en 6-0 sejr blev jeg kørt hjem af en af holdkammeraterne, mens vi havde skruet helt op for Macklemore's Thrift Shop. Den fedeste følelse. Følelsen af sejr. Følelsen af at score mål. Følelsen af succes. 

Jeg gik glad i seng og vågnede glad op fredag morgen. Euforien sad stadig i kroppen på mig. Jeg kom i skole til en glad matematiklærer, som tog imod mig i største stil og storroste mit mål fra aftenen før. Fredag var nok den travleste dag i hele ugen. Skole fra 7.30 - 14.30. Fodboldtræning 15.00 - 17.30. Træningen skulle have været den rare behagelige træning. Jeg var dog uheldig i en spurt lige pludselig at føle en forfærdelig smerte. Jeg ved ikke endnu, hvad det er. Derfor sidder jeg med is lige nu. Og derfor haltede jeg over til forberedelsen af football kampen lige efter træning. Jeg kom først hjem klokken halv ti om aftenen. Jeg havde altså været i gang fra 7.30 - 21.30 uden pause eller afslapning. Det var derfor på hovedet i kassen efter aftensmaden.

Nu er det lørdag. Jeg nyder en tiltrængt weekend. I morgen skal jeg "spille" til en parade til noget festival.
     Jeg har det godt. Det har været en hård og travl uge, men det bliver bedre og bedre eftersom jeg vænner mig mere og mere til tingene. Jeg holder mig optimistisk og holder hovedet højt mod næste uges udfordringer!

Ha' det godt!
Varme tanker og best regards...








Saturday, August 31, 2013

Min afrejse og første dag.


Hej Danmark!

Jeg laver endelig en blog, så Jer derhjemme kan følge med i mit liv som udvekslingsstudent - hvis altså I gider - og for at have et sted at parkere mine indtryk og følelser, så jeg ikke bliver helt ør i hovedet. 

Jeg synes, at mit første indlæg skal handle om min lange, men hyggelige afrejse til US:

Den længe ventede tur til USA startede allerede onsdag morgen klokken 2 AM, da min mor, bror og far forlod huset på Gl. Hellebækvej og vente næsen mod Kastrup lufthavn. Aftenen inden havde vi alle sammen siddet i sofaen i en sygt underlig tilstand, mens vi sad og så Anden på Coke, så vi ikke skulle sidde og være totalt nede, tværtimod... Benet stressede, sommerfuglene fløj rundt i maven og tanker kørte derudad med 200 kilometer i timen lige indtil vi var ud af huset og ramte Helsingørmotorvejen. Det var som om, at alle negative tanker og følelser blev parkeret. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig, selvom jeg var rædselslagen. Jeg var tændt og klar på det hele, og det kunne kun gå for langsomt. 
     Da vi ankom i lufthavnen, stødte vi på en anden udvekslingsstudent og hendes familie. Vi må åbenbart have været i vildt god tid. Efterhånden som tiden skred frem og flere og flere udvekslingsstudenter dukkede op med deres familier, vågnede sommerfuglene op igen, og jeg var rent følelsesmæssigt tilbage, hvor jeg begyndte i stuen. Med rystende hænder og et usikkert glimt i øjet hilste jeg på de andre udvekslingsstudenter og prøvede på at parkere skræktankerne igen. Det gik ret godt. 
     Klokken 3:30 var tidspunktet kommet, hvor jeg skulle tage afsked med Jeppe, mor og far, hvilket ikke var sååååå slemt, som jeg troede. Heldigvis. Jeg ville ikke kunne klare en ulykkelig afsked fuld af tårer fra alle parter.

    ”I’m very sorry, but we have to wait for four hours before we can go to the hotel. We have to wait for two Korean girls…”
Vi havde ventet i fire timer i Washington lufthavn og glædet os til at kunne kaste os i vores hotelsenge med det samme, men sådan var det åbenbart ikke. Vi skulle altså vente i fire timer i Minneapolis lufthavn før vi kunne komme over på vores hotel.
(Det skal siges, at når jeg siger vi, snakker jeg om en anden dansker, jeg rejste med. En ekstrem flink gut fra Jylland ved navn Emil Cramon).
     Da de to koreanske ”piger” så ankom, viste det sig at være en dreng og en pige. Det betød at vi skulle være tre drenge om et hotelværelse; to halvandenmandssenge. Emil og jeg skulle altså dele den ene. SUPER hyggeligt.

Jeg ankom dagen efter klokken 12.29 lokal tid. Det vil sige 18.29 i DK. Jeg havde altså rejst i 40 timer! Jeg havde naturligvis jetlag og jeg var i følelsesmæssig ubalance. Det ene øjeblik kunne jeg hoppe og danse af glæde. Det andet øjeblik sad jeg på værelset og kneb en tåre.
     Allerede klokken 14 skulle jeg over på min high school og vælge fag. Det er totalt amerikansk! Jeg har endda fået mit eget skab. How cool is that?!

Efter to lange og spændende dage var det endelig tid til at sove. Alene. I min egen seng. Den nat sov jeg 12 timer og jeg har været positivt indstillet siden. Min værtsfar, Gordon, er en super flink fyr, som sprudler af godt humør og humor. 10 måneder med ham bliver IKKE kedelige.
Min japanske udvekslingsbror og jeg ser ud til at trives ret godt sammen. Vi har begge to musikken til fælles – han synger og spiller saxofon. Kunne ikke være bedre!

Så i det korte og det lange vil jeg bare sige, at jeg er i live, og at jeg har det godt!
I hører snart fra mig igen!
Ha’ det godt i DK.
Vi ses

PS. Jeg vedhæfter et billede fra lufthavnen af Emil og mig.