Saturday, August 31, 2013

Min afrejse og første dag.


Hej Danmark!

Jeg laver endelig en blog, så Jer derhjemme kan følge med i mit liv som udvekslingsstudent - hvis altså I gider - og for at have et sted at parkere mine indtryk og følelser, så jeg ikke bliver helt ør i hovedet. 

Jeg synes, at mit første indlæg skal handle om min lange, men hyggelige afrejse til US:

Den længe ventede tur til USA startede allerede onsdag morgen klokken 2 AM, da min mor, bror og far forlod huset på Gl. Hellebækvej og vente næsen mod Kastrup lufthavn. Aftenen inden havde vi alle sammen siddet i sofaen i en sygt underlig tilstand, mens vi sad og så Anden på Coke, så vi ikke skulle sidde og være totalt nede, tværtimod... Benet stressede, sommerfuglene fløj rundt i maven og tanker kørte derudad med 200 kilometer i timen lige indtil vi var ud af huset og ramte Helsingørmotorvejen. Det var som om, at alle negative tanker og følelser blev parkeret. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig, selvom jeg var rædselslagen. Jeg var tændt og klar på det hele, og det kunne kun gå for langsomt. 
     Da vi ankom i lufthavnen, stødte vi på en anden udvekslingsstudent og hendes familie. Vi må åbenbart have været i vildt god tid. Efterhånden som tiden skred frem og flere og flere udvekslingsstudenter dukkede op med deres familier, vågnede sommerfuglene op igen, og jeg var rent følelsesmæssigt tilbage, hvor jeg begyndte i stuen. Med rystende hænder og et usikkert glimt i øjet hilste jeg på de andre udvekslingsstudenter og prøvede på at parkere skræktankerne igen. Det gik ret godt. 
     Klokken 3:30 var tidspunktet kommet, hvor jeg skulle tage afsked med Jeppe, mor og far, hvilket ikke var sååååå slemt, som jeg troede. Heldigvis. Jeg ville ikke kunne klare en ulykkelig afsked fuld af tårer fra alle parter.

    ”I’m very sorry, but we have to wait for four hours before we can go to the hotel. We have to wait for two Korean girls…”
Vi havde ventet i fire timer i Washington lufthavn og glædet os til at kunne kaste os i vores hotelsenge med det samme, men sådan var det åbenbart ikke. Vi skulle altså vente i fire timer i Minneapolis lufthavn før vi kunne komme over på vores hotel.
(Det skal siges, at når jeg siger vi, snakker jeg om en anden dansker, jeg rejste med. En ekstrem flink gut fra Jylland ved navn Emil Cramon).
     Da de to koreanske ”piger” så ankom, viste det sig at være en dreng og en pige. Det betød at vi skulle være tre drenge om et hotelværelse; to halvandenmandssenge. Emil og jeg skulle altså dele den ene. SUPER hyggeligt.

Jeg ankom dagen efter klokken 12.29 lokal tid. Det vil sige 18.29 i DK. Jeg havde altså rejst i 40 timer! Jeg havde naturligvis jetlag og jeg var i følelsesmæssig ubalance. Det ene øjeblik kunne jeg hoppe og danse af glæde. Det andet øjeblik sad jeg på værelset og kneb en tåre.
     Allerede klokken 14 skulle jeg over på min high school og vælge fag. Det er totalt amerikansk! Jeg har endda fået mit eget skab. How cool is that?!

Efter to lange og spændende dage var det endelig tid til at sove. Alene. I min egen seng. Den nat sov jeg 12 timer og jeg har været positivt indstillet siden. Min værtsfar, Gordon, er en super flink fyr, som sprudler af godt humør og humor. 10 måneder med ham bliver IKKE kedelige.
Min japanske udvekslingsbror og jeg ser ud til at trives ret godt sammen. Vi har begge to musikken til fælles – han synger og spiller saxofon. Kunne ikke være bedre!

Så i det korte og det lange vil jeg bare sige, at jeg er i live, og at jeg har det godt!
I hører snart fra mig igen!
Ha’ det godt i DK.
Vi ses

PS. Jeg vedhæfter et billede fra lufthavnen af Emil og mig.