Hej Danmark!
Jeg laver endelig en blog, så Jer derhjemme kan
følge med i mit liv som udvekslingsstudent - hvis altså I gider - og for at
have et sted at parkere mine indtryk og følelser, så jeg ikke bliver helt ør i
hovedet.
Jeg synes, at mit første indlæg skal handle om min
lange, men hyggelige afrejse til US:
Den længe ventede tur til USA startede allerede
onsdag morgen klokken 2 AM, da min mor, bror og far forlod huset på Gl.
Hellebækvej og vente næsen mod Kastrup lufthavn. Aftenen inden havde vi alle
sammen siddet i sofaen i en sygt underlig tilstand, mens vi sad og så Anden på
Coke, så vi ikke skulle sidde og være totalt nede, tværtimod... Benet
stressede, sommerfuglene fløj rundt i maven og tanker kørte derudad med 200
kilometer i timen lige indtil vi var ud af huset og ramte Helsingørmotorvejen.
Det var som om, at alle negative tanker og følelser blev parkeret. Adrenalinen
pumpede rundt i kroppen på mig, selvom jeg var rædselslagen. Jeg var tændt og
klar på det hele, og det kunne kun gå for langsomt.
Da vi ankom i lufthavnen,
stødte vi på en anden udvekslingsstudent og hendes familie. Vi må åbenbart have
været i vildt god tid. Efterhånden som tiden skred frem og flere og flere
udvekslingsstudenter dukkede op med deres familier, vågnede sommerfuglene op
igen, og jeg var rent følelsesmæssigt tilbage, hvor jeg begyndte i stuen. Med
rystende hænder og et usikkert glimt i øjet hilste jeg på de andre
udvekslingsstudenter og prøvede på at parkere skræktankerne igen. Det gik ret
godt.
Klokken 3:30 var tidspunktet
kommet, hvor jeg skulle tage afsked med Jeppe, mor og far, hvilket ikke var
sååååå slemt, som jeg troede. Heldigvis. Jeg ville ikke kunne klare en
ulykkelig afsked fuld af tårer fra alle parter.
”I’m very
sorry, but we have to wait for four hours before we can go to the hotel. We
have to wait for two Korean girls…”
Vi havde ventet i fire timer i Washington lufthavn og glædet os til at kunne kaste os i vores hotelsenge med det samme, men sådan var det åbenbart ikke. Vi skulle altså vente i fire timer i Minneapolis lufthavn før vi kunne komme over på vores hotel.
Vi havde ventet i fire timer i Washington lufthavn og glædet os til at kunne kaste os i vores hotelsenge med det samme, men sådan var det åbenbart ikke. Vi skulle altså vente i fire timer i Minneapolis lufthavn før vi kunne komme over på vores hotel.
(Det skal siges, at når jeg siger vi, snakker jeg
om en anden dansker, jeg rejste med. En ekstrem flink gut fra Jylland ved navn
Emil Cramon).
Da de to
koreanske ”piger” så ankom, viste det sig at være en dreng og en pige. Det
betød at vi skulle være tre drenge om et hotelværelse; to halvandenmandssenge.
Emil og jeg skulle altså dele den ene. SUPER hyggeligt.
Jeg ankom dagen efter klokken 12.29 lokal tid. Det
vil sige 18.29 i DK. Jeg havde altså rejst i 40 timer! Jeg havde naturligvis
jetlag og jeg var i følelsesmæssig ubalance. Det ene øjeblik kunne jeg hoppe og
danse af glæde. Det andet øjeblik sad jeg på værelset og kneb en tåre.
Allerede
klokken 14 skulle jeg over på min high school og vælge fag. Det er totalt
amerikansk! Jeg har endda fået mit eget skab. How cool is that?!
Efter to lange og spændende dage var det endelig
tid til at sove. Alene. I min egen seng. Den nat sov jeg 12 timer og jeg har
været positivt indstillet siden. Min værtsfar, Gordon, er en super flink fyr,
som sprudler af godt humør og humor. 10 måneder med ham bliver IKKE kedelige.
Min japanske udvekslingsbror og jeg ser ud til at
trives ret godt sammen. Vi har begge to musikken til fælles – han synger og
spiller saxofon. Kunne ikke være bedre!
Så i det korte og det lange vil jeg bare sige, at
jeg er i live, og at jeg har det godt!
I hører snart fra mig igen!
Ha’ det godt i DK.
Vi ses
Vi ses
PS. Jeg vedhæfter et billede fra lufthavnen af Emil
og mig.
Godt skuldret Asger ;-)
ReplyDeleteSå har du prøvet en laaaaang flyvetur ;-)
KH Kirsten